"Er Mt. St. Helens lavakuppel
virkelig en million år gammel?"
af Keith Swenson

Aldersbestemmelse ved hjælp af radioaktive isotoper gælder som en pålidelig metode både blandt den almene offentlighed og blandt professionelle videnskabsfolk. For de fleste mennesker er den radiometriske dateringsmetode det sikreste “bevis” for at jordens historie går millioner af år tilbage. Men lever denne metode op til dens påstande? Er den virkelig pålidelig? Mt. St. Helens lavakuppel byder på den sjældne mulighed at sætte den radiometriske dateringsmetode på prøve.

1980's Lava Dome, high atop Mount St. Helens, in Washington State, USA

I august 1993 var jeg så privilegeret at få lov til at ledsage geologen Dr. Steven Austin og andre medlemmer af “Institute for Creation Research” på en ekskursion til Mt. St. Helens krater, for at undersøge den såkaldte lavakuppel (også kaldet lavaprop eller dome). Det var en erfaring der var al møje og besvær værd! Kuplen (figur 1) ligger som en bakke (ca. 1200 m bred og 300 m høj) direkte over vulkanens åbning, som befinder sig i den sydlige ende af det store, hesteskosformede krater, der blev dannet ved vulkanudbruddet den 18. maj 1980. Den består af vulkansk stenmateriale kaldet dacit og fremstår som en stor bakke af mørke stenbrokker inden i krateret.

Faktisk er den nuværende lavakuppel i Mt. St. Helens vulkanen den tredje kuppel, der blev dannet siden udbruddet i 1980, de to første blev ødelagt af efterfølgende udbrud. Den nuværende kuppel begyndte at formes efter vulkanens seneste eksplosionsagtige udbrud den 17. september 1980. I 17 såkaldte kuppel-dannende udbrud, fra den 18. oktober 1980 til den 26. oktober 1986, flød en trægtflydende lava ud af vulkanens åbning, næsten som tandpasta fra en tube. Dacit lava er for tyk til at flyde over en lang afstand, hvorfor den simpelthen hobede sig op rundt omkring åbningen og formede den kuppel som nu sidder som en prop over vulkanens åbning.

Hvordan kan denne lavakuppel byde på muligheden at sætte den radiometriske dateringsmetode på prøve? Der er to årsager hertil: For det første kan radiometriske dateringsmetoder hovedsageligt anvendes på vulkanske bjergarter som dacit. (Sedimenter der indeholder fossiler kan ikke dateres direkte ved hjælp af radioisotop-metoden.) For det andet er datoen for dannelsen af dacitmaterialet kendt. (Dette er et af de sjældne tilfælde, hvor man på spørgsmålet "Var du der?", kan svare - "Ja, jeg var på stedet!") Man antager generelt, at det radioisotope ur nulstilles og starter forfra i det øjeblik, når smeltet vulkansk stenmateriale størkner.

Figur

Princippet i radioisotop datering er ret enkelt. Metoden som man anvendte på Mount St. Helens kaldes kalium-argon datering. Den er baseret på at kalium-40 (en isotop eller variant af elementet kalium) spontant "henfalder" og bliver til argon-40 (en isotop af elementet argon). Denne proces fortsætter meget langsomt ved en kendt hastighed, kalium-40 har en halveringstid på 1,3 milliarder år. Med andre ord vil 1,0 gram kalium-40 i løbet af 1,3 milliarder år nedbrydes til kun 0,5 gram. Under bestemte forudsætninger ville man teoretisk kunne måle mængden af kalium-40 og argon-40 i en vulkansk stenprøve og beregne, hvor gammel stenen er. Den således målte alder vil i de fleste tilfælde være meget gammel, oftest millioner af år.

I juni 1992 tog Dr. Austin en 7,5 kg tung dacitblok øverst fra lavakuplen. En del af denne prøve blev knust, sigtet og forarbejdet til stenpulver og fire mineralkoncen-trater. Disse blev indsendt til “Geochron Laboratories of Cambridge, MA”, et professionelt laboratorium for radioisotopdatering. Den eneste information man gav laboratoriet var at prøverne stammede fra dacit og at man forventede et ”lavt indhold af argon”. Laboratoriet blev ikke oplyst om at prøven stammede fra lavakuplen i Mount St. Helens og kun var 10 år gammel. Resultatet af denne analyse, som er vist i figur 2 (forneden), blev offentliggjort for nylig.1
 

Prøve  (Mt. St. Helens nye lavakuppel)
"Alder"  (i millioner år)
    1.  Stenpulver     0,35  ±  0,05
    2.  Feldspat, etc.     0,34  ±  0,06
    3.  Amfibol, etc.     0,9   ±   0,2
    4.  Pyroxen, etc.     1,7   ±   0,3
    5.  Pyroxen     2,8   ±   0,6
-------------------------------------------
Figur 2. Kalium-argon "aldre" for stenpulver og mineralkoncentratprøver fra lavakuplen i Mt. St. Helens.

Hvad kan man konstatere ud fra disse resultater? Først og fremmest at de simpelthen er forkerte. Det korrekte svar havde været "nul argon", hvilket indikerer at denne prøve var for ung til at datere ved hjælp af denne metode. I stedet ligger resultaterne lige fra 0,35 til 2,8 millioner år! Hvorfor? En mulighed ville være at magmaens størkning slet ikke nulstiller det radioisotope ur. Sandsynligvis indeholder nydannede mineraler et vist argon-40 indhold fra begyndelsen af, som giver indtrykket af en høj alder. Samtidig må man konstatere, at der er en meget ringe sammenhæng mellem de forskellige prøver, som alle stammer fra det samme stenmateriale.

Er dette så det eneste eksempel på at radioisotop datering giver ukorrekte resultater for stenmateriale af kendt alder? Bestemt ikke! Dalrymple2 angiver følgende kalium-argon aldre for lavastrømme dannet i nyere tid (figur 3):
 

Lavastrøm
Kalium-argon "aldre"
(i millioner år)
    Hualalai basalt (Hawaii, AD 1800-1801)     1,6  ±  0,16
    Mt. Etna basalt (Sicilien, AD 1792)     1,41  ±  0,08
    Mt. Lassen plagioclase (Californien, AD 1915)     0,11  ±  0,3
    Sunset Crater basalt (Arizona, AD 1064-1065)     0,27  ±  0,09 
    0,25  ±  0,15
Figur 3.  Kalium-argon "alder" i millioner af år for lavastrømme dannet i nyere tid

Et andet eksempel findes i Grand Canyon i Arizona. De nederste lag af Grand Canyon siges ifølge evolutionens kronologi at være omkring en milliard år gamle. Et af disse lag består af cardenas basalt, en vulkansk bjergart velegnet til radioisotop teknologi. Da man anvendte rubidium-strontium metoden til at datere cardenas basalt, fik man som resultat en "alder" på 1,07 milliarder år, hvilket er i overensstemmelse med evolutionens kronologi.3

Der findes imidlertid vulkaner af endnu nyere oprindelse i Grand Canyons nordlige del. Geologer er enige om at disse vulkaner var i udbrud for tusinder af år siden, og afgav lava, der strømmede ind i den allerede eroderede Grand Canyon, og som endda dæmmede af for Colorado floden. Sten fra disse lavastrømme er blevet dateret ved hjælp af samme rubidium-strontium metode som blev brugt til at datere cardenas basalt. Resultatet var en ”alder” på 1,34 milliarder år.4   Dette resultat indikerer faktisk at de øverste lag i Grand Canyon er ældre end de nederste lag! En så ukorrekt og useriøs aldersbestemmelse giver udtryk for de store problemer der er forbundet med radioisotop datering. (Man har også angivet adskillige andre isotope “aldre”).

Radioisotop datering menes at være dateringsmetodernes "gyldne standard" og "bevis" på, at jorden er millioner af år gammel. Men når metoden anvendes på bjergarter af kendt alder, slår den fuldstændig fejl. (Ingen er i tvivl om at lavakuplen på Mt. St. Helens ikke er en million år gammel! Vi var på stedet. Vi ved det!) Med hvilken fordrejet logik er vi så tvunget til at acceptere resultaterne fra radiometriske dateringer af bjergarter af ukendt alder? Jeg mener ikke at vi skal lade os påtvinge noget som helst, men vil derimod opfordre til at sætte spørgsmålstegn ved radioisotopdatering og til at udfordre de mennesker der reklamerer for metoden.

Bjergarter af kendt alder -> radioisotop datering <u>fungerer ikke</u>

Bjergarter af kendt alder → radioisotop datering fungerer ikke

I firserne producerede vulkanen Mt. St. Helens nye lavastrømme. Datering ved hjælp af radioaktive isotoper viser, at denne lava er mellem 0,35 og 2,8 millioner år gammel, hvilket er et fuldstændig forkert resultat.

Bjergarter af ukendt alder → Radioisotop datering menes at fungere

"Det er helt tydeligt, at radiometriske måleteknikker ikke er den absolut sikre dateringsmetode som den påstår at være. Aldersbestemmelse ud fra et givet geologisk jordlag ved hjælp af forskellige radiometriske metoder fører ofte til vidt forskellige resultater (sommetider med millioner af år til forskel). Der findes intet absolut pålideligt ’radiologisk ur’."6
William D. Stansfield, Ph.D


1 Austin, S.A., 1996. Excess Argon Within Mineral Concentrates from the New Dacite Lava Dome at Mount St. Helens Volcano. CEN Tech.J., 10(3):335-343.
2 Dalrymple, G.B., 1969. 40Ar/36Ar analysis of historic lava flows. Earth and Planetary Science Letters, 6:47-55.
3 Austin, S.A.,(edit),1994. Grand Canyon: Monument to Catastrophe, Institute for Creation Research, Santee, CA, pp 111-131.
4 Austin, Ref. 3
5 Austin, Ref. 3   [not used in on-line version, at this time]
6 Stansfield, W.D., 1977. The Science of Evolution, Macmillan, New York, p 84.
 


Keith Swenson er formand for "Design Science Association" (DSA), som beskæftiger sig med jordens skabelse på videnskabelig basis i Oregon. DSA <http://www.pdxdsa.org> afholder gratis seminarer hver måned i Portland. Keith og DSA kan kontaktes via e-mail:  krhogan@pmug.org eller ved at skrive til følgende adress:
 

"Er Mt. St. Helens lavakuppel virkelig en million år gammel?"
<http://www.creationism.org/danish/msh_lavadome_da.htm>

Forside:  Dansk
www.creationism.org